Første gang jeg rejste ind i Kina var en juni-dag i 1983. Jeg vandrede ind over en lille bro fra Hongkong til fiskerbyen Shenzhen og rejste derfra videre rundt i folkerepublikken.

På det tidspunkt skulle man have bomuldsrationeringskort for at købe en skjorte samt en riskupon for at få udleveret en skål ris i et folkekøkken.

Ligeledes skulle alle rejser med undtagelse af dem, der gik til blot 128 “åbne byer” godkendes af den lokale politistation og påtegnes et kinesisk rejsepas.

Jeg blev straks fascineret af det store land, der dengang netop var påbegyndt en åbning.

Kina har siden da gennemgået enorme økonomiske og samfundsmæssige forandringer som jeg har oplevet på tæt personligt hold – i landsbyerne såvel som i storbyerne.

Meget sigende er fiskerbyen Shenzhen i løbet af de 40 år, der er gået fra mit første besøg til i dag vokset fra 100.000 indbyggere til at være et finansielt center på 17 millioner indbyggere.

I begyndelsen af 1980’erne besøgte jeg hovedparten af de asiatiske lande samt de fleste af Kinas provinser inklusive Tibet og Xinjiang (1983-1986).

Jeg læste kinesisk på Tongji Universitetet i Shanghai under en udvekslingsaftale mellem det kinesiske og danske kulturministerium (1988-1989).

Mens jeg var i Shanghai oplevede jeg på tæt hold studenteroprøret i foråret 1989 og blev iøvrigt samtidig kinesisk gift.

Som etnografistuderende udførte jeg i 1990’erne ved brug af kinesisk et etårigt etnografisk feltarbejde blandt Kinas dong mindretal (1992-1993).

Feltarbejdet blev udført med forskningstilladelse fra Guangxi provinsens samfundsvidenskabelige akademi.

Dongfolket lever i det bjergrige område, hvor Hunan, Guizhou og Guangxi provinserne mødes. Jeg boede et år hos en bondefamilie og dokumenterede hvordan reformerne påvirkede dongfolket socialt, kulturelt og økonomisk.

På baggrund af de indsamlede data fra feltarbejdet samt opfølgende besøg i 1995 og 1996 skrev jeg en magisterkonferens ved Aarhus Universitet (1996).

I tiåret 1996-2006 tog jeg en pause fra Kina og arbejdede blandt andet ved UNDP i New York med afstikkere til Canada, Mexico og Cuba (1996-1997) og UNDP Sydøstasien med base i Bangkok og missioner til Laos, Vietnam, Cambodja, Myanmar og Malaysia (1997-1999) samt ved Carl Bro Management med evalueringsopgaver i Tanzania, Uganda og Eksjugoslavien (2000-2002).

Herefter var jeg udstationeret i fire år af det britiske konsulentfirma Scott Wilson Kirkpatrick til et regnskovsprojekt i Nordøstthailand finansieret af et partnerskab mellem Royal Thai Forestry Department og European Commission (2002-2006).

Gennem samarbejde med lokalbefolkningen beskyttede vi et habitat for den truede indokinesiske tiger, elefanter, sarustraner, kravebjørne, gibbonaber og et væld af andre dyrearter samt plantearter.

I 2006 vendte jeg tilbage til et Kina, der havde udviklet sig med turbo-fart og som var voldsomt forandret i forhold til det Kina jeg kendte fra 80’erne og 90’erne.

Jeg var, med base i Sichuan provinsens hovedstad Chengdu i løbet af 00’erne og 2010’erne gennem ni år leder af den amerikanske organisation Trace Foundation i det vestlige Kina med regionalkontorer i Xining og Lhasa (2006-2015).

Fonden, der var finansieret af Soros familien, støttede uddannelses- og sundhedsaktiviteter for tibetanere gennem projekter i samarbejde med kinesiske amtsregeringer samt gennem uddeling af fondsstøttemidler og legater.

Jeg var i Chengdu den 12. maj 2008 klokken 14.28, hvor det tre minutter lange richterskala 8 Wenchuan jordskælv gik i gang. Blot 60 km fra epicentret. Det anslåes at jordskælvet kostede mindst 90.000 menneskeliv.

Jeg blev direkte involveret i det humanitære nødhjælpsarbejde i forbindelse med efterfølgende jordskælv i regionen i årene derefter.

Fra 2009 til 2012 var jeg sideløbende juridisk repræsentant i Chengdu for Terra Trade Co. Ltd., der opkøbte og eksporterede yak- og cashmereuld til Italien. Samtidig var jeg direktør i Hongkong for holdingselskabet Great Plateau Ventures Ltd.

Efter hjemkomsten fra Chengdu i 2015 var jeg af Danske Diakonhjem udstationeret som General Manager for det danskinspirerede ældrecenter Yiheyuan i Shanghai (2016-2018).

Det var det første dansk-kinesiske samarbejdsprojekt indenfor sektoren med finansiering gennem et kinesisk offentligt-privat partnerskab. Fra 2019 til 2020 var jeg konsulent for Danske Diakonhjem.

Siden 2019 er jeg selvstændig med firmaet HB China Consult, hvor jeg rådgiver om kinesiske forhold samt holder foredrag om Kina, Vietnam og Taiwan.

Desuden er jeg rejseleder på rundrejser til Kina, Vietnam, Japan og Syditalien samt arrangerer dagsture for nordamerikanere til Danmark.

Jeg gennemfører regelmæssigt nye private rejseprojekter i Kina og det sydøstasiatiske fastland for at udvide og uddybe foredragskataloget.

Henrik Bjørn

Havde i 2019 den ære at blive medlem af Eventyrernes Klub, stiftet af Peter Freuchen i 1938.

Var i 2020 Sekretær for McNamara Gruppen, der består af seks tidligere europæiske personlige assistenter til Robert S. McNamara, der var Verdensbankens præsident fra 1968 til 1981. Blandt dem er danske Sven Burmester.

Under Corona-pandemien, hvor hovedparten af HB China Consults aktiviteter har været sat i bero, har jeg fokuseret på private vandringer samt kano- og cykelture i det europæiske næromåde, herunder Danmark, Sverige og Tyskland.

Ligeledes var jeg i 2020, 2021, 2022 og 2023 på 18 rejser (heraf seks private) til de italienske regioner Campanien, Calabrien, Apulien, Basilicata og Sicilien.

Siden 2022 er situationen normaliseret og jeg har nu igen kalenderen fyldt med foredrag, private Asien-rejser samt opgaver som rejseleder til udlandet og som lokalguide i Danmark.

Henriks kinesiske bopæle gennem 30 år (1988-2018)

  1. Kinesisk sprogstuderende i Shanghai (1988-1989)
  2. Etnografisk feltarbejder i Guangxi (1992-1993)
  3. Kina repræsentant i Chengdu (2006-2015)
  4. Kina repræsentant i Xining (2009-2015)
  5. General Manager i Shanghai (2016-2018)

Fotos: Henrik Bjørn

Foredrag – klik her