Af Henrik Bjørn

For 30 år siden fra 1992 til 1993 udførte jeg som del af min uddannelse til mag.art i etnografi og socialantropologi etnografisk feltarbejde et år i en dong-landsby i Sanjiang amtets Dudong distrikt. 

Den etniske minoritet dongfolket bor i regionen, hvor Guangxi provinsen støder op til Guizhou og Hunan provinserne (i henholdsvis det østlige Guizhou, det vestlige Hunan og det nordlige Guangxi). Yderligere er der lommer af dong talende folk i den vestlige del af den kinesiske Hubei provins samt i Tuyen Quang provinsen i det nordlige Vietnam. Sammenlagt er dong befolkningen på omkring 3 millioner. 

Jeg udførte feltarbejdet tilknyttet Guangxi samfundsvidenskabelige akademi og var en af de få udlændinge, der dengang havde opnået forskningstilladelse i det landlige Kina. I et år boede jeg hos en bondefamilie og opnåede gennem den antropologiske deltagerobservations metode indsigt i landsbyens forhold indenfor områder som landsbyens historie siden revolutionen i 1949, familiestruktur, mindretallenes forhold til staten, økonomi, uddannelse, sundhed og fødselsplanlægning.

Dengang for 30 år siden var landsbyen i høj grad baseret på subsistenslandbrug og den typiske årlige samlede indkomst for et bondehushold, der i gennemsnit havde 5,2 personer, var på omkring 1.000 kinesiske RMB (1 RMB er omkring det samme som 1 krone) idet så at sige alle basale fornødenheder blev produceret lokalt af husholdet. De producerede selv deres tøj, grøntsager, ris, kød og byggematerialer.

Jeg kom første gang til landsbyen en sommerdag i 1992. Jeg blev af min samarbejdspartner ’Kontoret for Minoritetsanliggender’ fra Sanjiang amtets regering kørt ud til landsbyen, hvor jeg det næste år skulle bo hos en værtsfamilie. Det var en to timers lang køretur fra amtshovedstaden ad en jordvej gennem det bjergrige terræn ud til landsbyen, der ligger i det nordlige Guangxi på grænsen til Guizhou provinsen. 

Landsbyen bestod da udelukkende af træhuse og den havde et par år tidligere fået elektricitet. Vand blev hentet med åg fra en brønd. Hvis man skulle foretage et telefonopkald, måtte man tage turen til posthuset i amtshovedstaden. Dengang førte større skybrud ofte til jordskred og dagevis uden transportmuligheder mellem amtshovedstaden og distriktet. Som eksempel måtte jeg en forårsdag i 1993, hvor jeg skulle ringe til min kone, der da boede i Shanghai, vandre 35 km over bjergene for at nå til posthuset. Her gav jeg telefonnummeret og blev derefter henvist til en køjeseng i en ventesal. Da der efter 2 timers venten kom hul på linjen blev jeg vækket og fik en kort telefonsamtale med Shanghai på en skrattende og uklar forbindelse før, at jeg kunne begynde på vandringen tilbage til landsbyen.

Den første aften hos min værtsfamilie blev der kastet sten mod huset. Jeg fandt senere ud af at det skyldtes at visse personer i lokalbefolkningen troede, at jeg var udsendt af FN for at hjælpe regeringen med at implementere den upopulære fødselsplanlægningspolitik. Næste morgen fik jeg en snak med landsbyledelsen og jeg fik lejet en filmfremviser og viste en Kongfu-film fra Hongkong på landsbytorvet. Efter første spole var afspillet blev det så annonceret, at jeg ikke havde noget med fødselsplanlægning at gøre, hvorefter folk brød ud i latter. Derefter kunne jeg berette om formålet med min tilstedeværelse til alle de fremmødte. 

Etbarnspolitikken, der i dette minoritetsområde var en to-barns politik, eksisterer ikke længere. Befolkningen i landsbyen i øvrigt nu fordoblet i forhold til for 30 år siden.

I årene der fulgte, bevarede jeg en tæt kontakt med familien først gennem breve og udveksling af kassettebånd, men i takt med den teknologiske udvikling og Internettets fremkomst foregår kommunikationen nu gennem WeChat, e-mail og telefon. 

Siden mit første besøg i 1992-93 havde jeg været tilbage i 1995, 1996. 1999, 2009 og 2015 for at følge udviklingen i landsbyen. I sommeren 2022 havde jeg forberedt et jubilæumsbesøg – 30 år efter starten af første besøg i 1992. Men Covid-pandemien kom i vejen og først i september 2023 var den kinesiske visa-situation normaliseret. 

Jeg besøgte først familiens yngste søn, der var blevet embedsmand i provinshovedstaden Nanning og sammen med ham kørte vi til landsbyen i hans spritnye kinesisk producerede el-bil, som han havde købt for 500.000 RMB (en halv million). Han kunne berette, at man nu generelt i Kina mente, at kinesiske biler var af højere kvalitet end amerikanske, europæiske og japanske. 

Vi kørte det sidste stykke ad motorvej G76, og kørte ad en afkørsel et par kilometer fra landsbyen. G76 forbinder Chengdu i det vestlige Sichuan med Xiamen, kystbyen ved Taiwanstrædet. Det imponerende byggeri, hvor motorvejen står på enorme betonpiller i bjerglandskabet, inkluderer en fire kilometer lang tunnel. Køretiden mellem landsbyen og amtshovedstaden er således blevet skåret ned fra 2 timer til 15 minutter.

Lidt udenfor amtshovedstaden ligger der i dag en station for højhastighedstog, der nu med togskinner forbinder amtet med resten af Kina. Mens det i 1992 tog hele dagen at rejse fra Sanjiang til Nanning med skift fra bus til bumletog halvvejs i byen Liuzhou så tager hele turen nu blot omkring 3 timer. Togets hastighed ligger på omkring 250 km i timen, hvor anlægget er bygget til at toget kan køre 300 km i timen. Toget afgiver næsten ingen støj eller vibrationer. På et tidspunkt under en togkørsel troede jeg, at vi holdt ved en station, men kunne så konstatere at vi kørte med max. hastighed.

Motorvejsviadukter, højhastighedstogbaner og kæmpe vindmøller har totalt ændret landskabet og man kunne måske forestille sig, at der var uvilje mod disse enorme infrastrukturprojekter. Men når jeg spurgte lokalbefolkningen lykkedes dig ikke mig at møde nogen personer som havde noget negativt at sige om de store anlæg, hvilket jeg i øvrigt også spurgte ind til i 2015, hvor byggeriet var påbegyndt. Tværtimod svarede mange, at den vigtigste udvikling de seneste 25 år har været den forbedring indenfor transport og infrastruktur der var sket. Ingen jeg talte med følte at motorvejene, jernbanerne og vindmøllerne skæmmer naturen.

Værtsfamilien, en familie der ligesom de fleste i området tilhører dong minoriteten, boede for 30 år siden i et stolpehus på en bjergskråning. Under huset opdrog man to svin ad gangen som man fodrede med køkkenaffaldet samt ris-skaller, der natten over blev opblødte på ildstedets gløder. På første etage var der fællesrum, en åben terrasse samt køkken, mens man på anden etage havde soveværelser. Mit værelse lå over ildstedet i fællesrummet nedenunder, hvor røgen kom sivende op gennem gulvbrædderne.

Familien byggede i 2009 et fire etagers hus med 16 værelser ved siden af vejen, der førte igennem landsbyen. Huset er bygget i en blanding af sten, beton og træ. Mens vand for 30 år siden blev hentet med åg fra en af landsbyens tre brønde, så er der i dag indlagt vand. Mens jeg dengang om sommeren vaskede mig i floden og om vinteren vaskede mig fra en stålspand med vand opvarmet over den åbne ild, så tog jeg denne gang et brusebad med gasopvarmet vand. Hvor jeg dengang vaskede mit tøj ved flodbredden, så vaskede jeg det nu i familiens vaskemaskine. Mens toilettet dengang var en tønde i svinestien som man klatrede op på og sad på et tværgående bræt, så har de i dag træk og slip. Dengang var det kun fra posthuset man kunne tale i telefon, nu er der internet og de fleste har en smartphone.

Jeg kunne i øvrigt erfare, at et af børnebørnene havde fået Henrik til mellemnavn, opkaldt efter etnografen, der for 30 år siden havde boet i landsbyen…

Forandringerne er store, men man skal have oplevet situation for 30 år siden for at forstå, hvor store forandringerne er. Hvis man ankommer direkte fra Danmark vil mange sikkert tænke ”hvilken fattigdom”, men hvis man ankommer med erindringen om situation for 30 år siden i bagagen tænker man ”hvilken rigdom”!

Under subsistenslandbruget for 30 år siden, hvor næsten alle afgrøder og opdrættede dyr blev brugt til at opretholde bøndernes familier var der næsten ingenting i overskud til at blive solgt eller byttet og som konsekvens heraf var der helle ikke mange kontanter. De kontanter man havde stammede typisk fra migrantarbejde samt tobaksproduktion, der var den dominerende cashcrop dengang. Nu er tobaksdyrkningen ophørt. I øvrigt ryger folk ikke så meget længere. Skikken med at altid at byde en cigaret når man mødes er næsten ophørt. Dengang blev det opfattet som uhøftligt hvis man ikke to imod cigaretten man blev budt og røg på den.

Dengang var der som konsekvens af, at folk ikke havde mange kontanter næsten ingen detailhandel. Der var kun en lille kooperativ handelsstation samt 5-6 små private blandede landhandler. I dag derimod blomster detailhandlen og der er opstået smykkeforretninger, små restauranter og cafeer. Der er forretninger, der handler med gas, kister, gravsten, traditionelt dong tøj osv. 

Der dyrkes nu kun meget begrænset bomuld. Jeg så således ingen vævere, som før i tiden var en meget central del af kulturen. Dengang blev tøjet produceret helt fra bunden. Man ser dog stadig dong stof, der hænger til tørre efter indfarvning med mørk-lilla plantefarver. Her er processen at færdigvævet bomuldsstof købes i lange smalle hvide ruller, farves med lokale planter, presses og bankes for at få det til at skinne. Herefter syes det til dongklæde påsat broderier, der nu ofte er maskinfremstillede i små lokale virksomheder.

I dag som for 30 år siden er det en meget stor del af den arbejdsdygtige befolkning, der tager afsted på migrantarbejde. Folk jeg talte med, anslog at omkring 400 kvinder fra landsbyen er blevet gift under migrantarbejde, mens de ikke kunne erindre at nogle mænd var blevet gift. Kvinder fra fattigere områder har således en mulighed for at gifte sig op i samfundet som mænd generelt ikke har. Der er således et underskud af piger som drengene kan gifte sig med og mange drenge bliver aldrig gift. Hvor man for 30 år siden dyrkede forskellige typer ris på overrislede terrasser, hvilket var en meget arbejdsintensiv produktion så har man i dag i stor stil skiftet over til te-dyrkning på de tidligere ris terrasser. 

Te-produktion er en meget lukrativ forretning. Jeg fik fortalt historier om at de mest succesrige hushold kunne tjente op til 400,000 kinesiske RMB om året. Nu var befolkningen i stand til at producere te af høj kvalitet, der blev forarbejdet og pakket lokalt i attraktiv emballage og solgt til te mellemhandlere, der grundet den forbedrede infrastruktur nu kommer ud og indkøber direkte fra de enkelte te-producenter.

Mens risdyrkning indeholder arbejdsprocesser spredt ud over en længere periode af året, så ligger den intense arbejdstid ved te-dyrkningen omkring plukningen af tebladene om sommeren. Dette betyder, at der er blevet mere tid til rådighed for folk i den arbejdsdygtige alder til at søge bort fra landsbyen for at udføre arbejde i servicefag, konstruktion af bygninger, fabriksarbejde, vejarbejde samt som landbrugsmedhjælpere. Det er ikke ualmindeligt at migranter får udbetalt 10.000 RMB om måneden fik jeg fortalt. Så nu er der for alvor blevet råd til at skifte boligmassen ud og erstatte træhusene med beton- og murstenshuse.

Når forældrene er på migrantarbejde, er det bedsteforældrene der passer på børnene. 

Mange lærer under deres migrant-arbejde hvordan man bygger moderne huse med beton. Disse kvalifikationer kombineret med de penge de bringer med hjem, gør dem i stand til at skifte de gamle træhuse ud med betonhuse som de nogle steder selv bygger, men dog typisk må hyre folk udefra, der står for designet, mens de lokale hjælper til med det fysiske arbejde. Selv landsbyens smukke trætempel bygget for Guanyin gudinden var blevet skiftet ud med en klods i beton. Men de mange små animistiske helligdomme for naturfænomener som guddommelige sten og vandløb står der stadig som før. 

Ofte bygges der i op til seks etager. Landsbyen har fuldstændigt skiftet karakter. Der synes ikke at være nogen regelsæt for hvordan der bygges. Ofte er der kun en halv meter mellem husene, så når folk kigger ud ad vinduet, kigger de vitterligt direkte ind i en mur. Betonhusene står uden afstand side om side med traditionelle bygninger som trommetårne, vind-og-regn broer og teatre. Jeg synes, at det er en skam, som i tilfældet med de store infrastrukturprojekter. Men det er jo dem selv, der har valgt at rive de gamle huse ned. Det er det de ønsker. Regeringen har dog valgt at delvis frede landsbyen Gaoding i den nordlige del af Dudong distriktet. 

Under mit besøg var jeg også en tur inde i amtshovedstaden for at besøge den nu aldrende tidligere vicekontorchef fra min amtslige værtsorganisation ’Kontoret for minoritetsanlæggende’. Det blev et hjerteligt gensyn hvor en af egnens specialieter Youcha (olie-te) blev serveret. Hans datter var der også som dengang skrev en artikel om mig der dengang var blevet trykt i en avis (se foto).

Da jeg boede i landsbyen i 1992-1993 foregik undervisningen i skolerne på en blanding af dong og mandarin, hvor alt skriftligt arbejde blev udført med brug af kinesiske skrifttegn. Dong sproget har ikke sit eget traditionelle skriftsprog. Et latinsk alfabet blev udviklet af den kinesiske stat i 1958, hvor 13 nationaliteter (etniske minoriteter) herunder dong fik deres eget skriftsprog udviklet af kinesiske lingvister. Men det er ikke blevet brugt særligt meget og jeg har ikke oplevet det anvendt i Dudong distriktet. 

I dag bruges der kun mandarin i undervisningen. Men så snart der er frikvarter slår børnene over i dong og på lærerværelset tales der også dong, da lærerne kommer fra lokalområdet. Jeg fik i øvrigt oplyst at nu er det 98% af alle børn der kommer i skole.

Som en konsekvens af at dong var det dominerende sprog havde jeg under feltarbejdet svært ved at kommunikere med børnene i landsbyen. Men i dag er situationen anderledes og børnene taler nu både dong og mandarin. En købmandsforretning ejet af han-kinesere fra Hunan provinsen åbnede, mens jeg var i landsbyen i 2023 og ejerparret kunne berette, at de kunne sende deres børn i landsbyskolen, hvor undervisningen jo var på mandarin. For 30 år siden var det helt utænkeligt at en han-kinesisk familie ville flytte til landsbyen. 

Under mit besøg til landsbyen i november-december 2023 foreslog lærerne at jeg kom til skolen for at undervise i engelsk. Ideen bredte sig og jeg nåede at besøge fire forskellige skoler i distriktet. Min undervisning udviklede sig hurtigt til at blive præsentationer på kinesisk om livet i deres dal for 30 år siden. Alle skolens elever samt alle lærere blev samlet i skolegården. Eleverne var meget spørgelystne. Der blev spurgt ind til emner som hvordan støtter danske forældre deres børn under skolegangen? (her var der nok en lille reference til deres egne forældre, der typisk var væk på migrantarbejde), hvilke undervisningsmetoder anvender I? ser danskerne ned på sorte mennesker? hvor mange mindretal har I? hvor mange øjenfarver har I? hvilken metode bruger du til at lære fremmedsprog? (her kunne jeg fortælle at jeg snakker løs ubekymret om fejl og bruger sproget aktivt, og rådede dem til at lade være med at bruge udenadslære, det drejer sig om aktiv læring og ikke passiv modtagelse af viden), har du været i Japan, hvis ja, var du bange? var udledningen af spildevand fra Fukushima atomkraftværket forsvarligt? Hvor mange helligdage er der i Danmark? hvad er den største turistattraktion i Danmark? hvem er den største forfatter i Danmark? hvad spiser man i Danmark? hvilket sted er det smukkeste i Danmark? hvilke penge bruger I og hvad er vekselkursen? har børn i Danmark tid til at lege? og masser af andre kreative, kvikke, spontane og superinteressante spørgsmål, hvor børnenes spørgsmål afspejler hvad de hører i hjemmet, i skolen og ser på TV og andre medier.

Det var klart for mig hvor mange interessante informationer man kan modtage ved disse arrangementer, ligesom det også er meget givende for de elever og lærere som deltager. Det slog mig også hvor utroligt velinformerede befolkningen var om globale emner så som USA, Japan, Taiwan, Hongkong, Gaza og Ukraine. Naturligvis med en særlig kinesisk vinkling. Ved ankomst og afrejse blev jeg modtaget af glade og hujende elever og alle skolebesøgende blev afsluttet med, at jeg skulle skrive min autograf som var jeg en anden popstjerne! (se foto).

Distriktet har to mellemskoler (chuzhong). Under feltarbejdet var de hierarkisk organiseret med den ene for de dygtige elever og den anden for de mindre dygtige. Nu var systemet lavet om og den ene skole var for børn fra den sydlige del af distriktet og den anden for den nordlige del f distriktet. Jeg fik at vide, at lærerne fra skolen for de mindre dygtige elever havde sat stor pris på den beslutning, da de derved havde fået mere professionel stolthed, ligesom at eleverne ikke skulle dukke sig hvis de havde gået på skolen for de mindre dygtige.

Som overalt i Kina er der stort pres på børnene for at klare sig godt i skolen således, at de kan komme videre i uddannelsessystemet og i sidste ende få et job. Jeg var imponeret over at mange børn fra distriktet var kommet på universiteter i større kinesiske byer. Min hovedinformant fra feltarbejdet, der i dag er begyndelsen af firserne – men stadig kan vandre 20 km i fuldt trav ad en bjergsti – har således en søn, der er embedsmand i provinshovedstaden og et barnebarn, der er designer i Shanghai. Begge er i øvrigt gift med han-kinesere.

Men ikke alle børn kan klare presset. Således havde min hovedinformant et barnebarn, der var droppet ud af mellemskolen, hvilket havde ført til stor konflikt i familien. Mit bidrag var at forsvare drengen og fortælle familien, at det jo ikke nødvendigvis er alle børn, der skal have en længere uddannelse. 

Der er nu 9 års tvungen skolegang. Der er også nye regler om at lærerne ikke blot ikke længere må fysisk afstraffe elever, de må heller ikke skælde dem ud. 

Udover at man nu gør øget brug af kinesisk i skolerne er an anden forandring at lærerlønningerne har fået et stort ryk op af. Skolerne modtager også frivillige lærere fra andre egne af Kina, som er på ophold op til et helt år ad gangen. Jeg mødte under mit ophold en af disse frivillige, en mand fra Guangzhou, der udførte et stort arbejde i en af landsbyskolerne. Han arbejdede ud fra princippet om, at hver enkelt elev skulle sætte sig et personligt mål. Ikke nødvendigvis et akademisk mål, men en vision for hvad de ville med deres liv. Jeg kunne fornemme at manden var afholdt på lærerværelset. Det skal dog siges, at ikke alle frivillige er lige succesrige. Jeg fik fortalt, at det sker at folk i landsbyen føler at de frivillige, tror at de ved bedre blot fordi de kommer fra en mere udviklet del af Kina. Så en frivillig, der ikke stikker fingeren i jorden kommer ikke så langt, på samme måde som alle andre steder i verden.

Også på landsbyens administrative kontor er der konsulenter fra andre egne af Kina. En etage er tilføjet landsbykontoret. Her sover rådgivere mens de er i landsbyen for at sikre, at der sker yderligere mainstreaming af landsbyens administration og ledelse.

Indenfor miljøområdet er der også sket meget store ændringer. For 30 år siden lavede man mad over åben ild og som en konsekvens heraf var bjergskråningerne næsten nøgne, da der foregik en konstant indsamling af brænde. Når børn kom hjem fra skole, blev de sendt ud af finde brænde. I dag bruger man gas til at lave mad samt har elektriske elvarmere. Som en konsekvens heraf er der nu grønt overalt og velvoksne skove på bjergsiderne. Gaderne er nu oplyst med lamper, der oplades om dagen af solceller og store vindmøller generer strøm på toppen af bjergene, der omkranser Miao flodens dal. Jeg fik fortalt, at Dudong distriktet ikke længere regnes for et landbrugsdistrikt, men nu er klassificeret som et skovområde og regeringen har etableret adskillige Forest Management Stations i distriktet.

På sundhedssiden er der i distriktet kommet flere private klinikker samt et hospital med 16 senge. Selv bønder har nu pensioner (man betaler omkring 500 RMB om året til sin pension) og sygesikring, som man betaler ca. 100 RMB til om året. Under feltarbejdet var der ingen pension eller sundhedsforsikring for bønder. Deres pensioner er ikke store, men folk fortæller mig, at det gør en stor forskel. Ældrepleje finder fortsat sted i familieregi. Der er allerede vuggestue og børnehave i landsbyen og det er kun et spørgsmål om tid før der kommer plejehjem, da man uanset de bedste intentioner fra familiens side ikke kan levere den pleje et ældre menneske har behov for. Jeg har personligt oplevet i distriktet hvilken belastning det er for familien, at skulle tage sig af et ældre dement mennesker. 

Den kinesiske stats store fokus på fattigdomsbekæmpelse har også kunne mærkes i Sanjiang amtet. Flere gange besøgte jeg nyopførte boligområder, nogle beliggende ude i distrikterne og nogle beliggende tæt ved amtshovedstaden, hvor hushold klassificeret som fattige (pingku) var blevet tildelt en gratis lejlighed. Jeg snakkede med nogle af de nye beboere i et sådan kompleks lidt uden for amtshovedstaden og en dame sagde til mig ”Mange tak Xi Jinping”. Dem jeg talte med ved de nye lejligheder for de fattigste kunne berette, at de nu har to boliger. En bolig ude i landsbyen, hvortil de vender tilbage om sommeren for at plukke te samt under det kinesiske nytår for at deltage i alle de traditionsbundne ritualer og så den nye lejlighed, hvor de er resten af året og hvor børnene går i skole. Jeg fik det håb, at så kunne det jo være at flere af de smukke traditionelle træhuse ville blive bevaret, men fik svaret at så snart de havde penge nok ville træhuset i landsbyen blive revet ned og et nyt beton- og murstenshus blive opført i stedet. Der var i øvrigt nogle, der nævnte at visse familier havde løjet sig mere fattige end de egentligt var for at blive tildelt en ny gratis lejlighed.

Min konklusion er at området siden mit feltarbejde i 1992-1993 er blevet yderligere integreret økonomisk og administrativt med resten af Kina. Assimileringen dækker så at sige alle aspekter inklusive sprog, uddannelse, sundhed samt mad og klædedragt som nu indkøbes på markedet.

REUNION EFTER 30 ÅR – Under et skolebesøg kom en lærer hen og fortalte mig, at jeg var med på et billede som hele hendes liv havde hængt i forældrenes hjem. Fik hende til at sende et foto af billedet. Det er hende i den lyserøde sparkedragt som et-årig i 1993.

Henrik Bjørn er uddannet mag.art. i socialantropolog fra Aarhus Universitet. Han har siden 1982 tilbragt 22 år i Asien, heraf 14 år i Kina. I begyndelsen af 1980erne rejste han intensivt i Kina og besøgte hovedparten af landets provinser. Fra 1988 til 1989 læste Henrik kinesisk på Tongji University i Shanghai. Fra 1992 til 1993 udførte han etnografisk feltarbejde i det autonome Sanjiang amt i den nordlige del af Guangxi provinsen, hvor hovedparten af befolkningen tilhører den etniske dong minoritet. I 1996 blev Henrik tildelt Kronprins Frederiks Legat, der blev brugt til et opfølgende besøg til dongfolket. Henrik har fra 2006 til 2015 boet og arbejdet ni år for en amerikansk arbejdsgiver i millionbyen Chengdu i Sichuan provinsen. Fra 2016 til 2018 var han leder af et dansk-inspireret ældrecenter i Shanghai. Siden 2019 er Henrik selvstændig med HB China Consult og holder foredrag om Kina, Taiwan og Vietnam. www.hbforedrag.dk

⏫ tilbage til Artikler