Af Henrik Bjørn

I årtierne efter Anden Verdenskrig skete der i Vesten en hastig og bred økonomisk vækst, der gjorde det muligt for mere eller mindre alle, der havde eventyr i blodet at tage ud at rejse. Almindelige mennesker fra den moderne vestlige verden kunne nu bryde normerne og tage væk fra deres almindelige og trygge hverdag. Når de kom hjem igen, var der ofte et behov for at dele deres vilde oplevelser med andre via bøger, foredrag og film.

Nogle eventyrere var fascinerede af den vilde natur, dyrelivet og sportslige præstationer, mens andre var tiltrukket af de befolkninger og kulturer, der fandtes i de fjerne egne. Mange rejste fra midt halvtredserne til sidst i halvfjerdserne ad den ikoniske “Hippie Trail” gennem Europa, Tyrkiet, Iran, Afghanistan, Pakistan og Indien for at nå Nepal og Sydøstasien i søgen efter eventyr, det alternative og det spirituelle. 

Personligt greb jeg muligheden og efter aftjening af min værnepligt i starten af firserne tog jeg afsted til Asien på fem års eventyr. Jeg startede med Indien. Planen var oprindeligt at følge “The Hippie Trail” men en islamisk revolution kom i vejen og jeg fløj over Iran. Jeg blev i Indien et år som jeg bl.a. brugte til bjergvandringer i Ladakh og Himachal Pradesh, en cykelrejse gennem Karnataka og Kerala, besøg hos stammefolk i det centrale Indien og en statistrolle i Bollywood. Herefter blev andre lande i Sydasien samt Sydøstasien rejse tyndt. Efter en vandring i Nepal kunne jeg i 1982 i en lokal avis læse, at nu var Kina åben. Eventyret ventede! Jeg rejste til Kina og det blev til en livslang relation. Nu fire årtier senere har jeg tilbragt samlet 15 år i Kina og har været vidne til verdenshistoriens største transformation og hurtigste modernisering. 

Da jeg udførte etnografisk feltarbejde i en kinesisk minoritetslandsby for 35 år siden, var jeg på SU, men var alligevel den store hvide rige mand, der kom med gaver til familien og fortsatte med det i årtierne efter det oprindelige feltarbejde. Det blev en vane, at jeg hver gang jeg havde været på besøg, lagde en “Hong Bao”, en rød konvolut med kontanter. Sidst jeg besøgte familien i maj 2026, fik jeg diskret af vide af en af sønnerne, at jeg ikke længere skulle lægge en ”Hong Bao”, da de jo nu faktisk var rigere end mig.

Jeg har kunnet observere på tætteste hold hvordan landet er gået fra at være et ludfattigt tredjeverdensland til at være blevet en supermagt. Det interessante er, at det mønster vi kender fra årene efter Anden Verdenskrig på mange måder synes at være ved at gentage sig i Kina. Mange blandt ungdommen føler, at de bliver presset af det kapitalistiske samfund, de lever i. En modkultur under navnet ”Tang Ping” er opstået. Det kan oversættes til ”at ligge flad”, at stå af ræset. Man siger stop til det pres fra familien og samfundet generelt, som man udsættes for, hvor fokus altovervejende er på det materielle og småborgerlige værdier. Mange unge kinesere begynder i stigende grad at opføre sig mere individualistisk og søger det alternative. Unge begynder at få tatoveringer, farver deres hår og klæder sig på en ny måde både med inspiration fra andre lande og fra Kinas fortid. I 2009 startede i Beijing “Strawberry Music Festival”, som er en årlig udendørs musik og kunst festival. Den har nu spredt sig til 50 kinesiske byer. Unge kinesere tager til Indien for at dyrke yoga og meditation. Et tibetansk kloster jeg besøgte i det vestlige Sichuan oplevede et rykind af tusindvis af kinesiske følgere. På en cykeltur på landet ved Shanghai besøgte jeg et kinesisk rastafari kollektiv, hvor alle gik i løst bomuldstøj, havde dreadlocks, røg den tobak og lyttede til den musik som hørte sig til rastafari. 

Kina har i dag ufatteligt meget at byde på af historie, kultur og natur. Men jeg vil anbefale at man også opsøger de spændende nye ungdomsmiljøer, der er opstået. Mit bud på den moderne eventyrer er en person, der udfører et fælles projekt med en kinesisk eventyr-kammerat.

⏫ tilbage til Artikler