
Indien havde i første halvdel af firserne min store interesse. Jeg tilbragte et år i landet fra 1982 til 1986 fordelt over fire rejser, hvor jeg besøgte hovedparten af Indiens delstater og unionsterritorier. Jeg cyklede bl.a. gennem Karnataka og Kerala i syd, vandrede fra Ladakh til Himachal Pradesh i nord, besøgte indfødte folk i det centrale Indien og var statist i en spillefilm i Bombay. I 1982 var Indiens befolkning på 720 millioner.
I januar-februar 2026 besøgte jeg senest Indien. Nu var befolkningen 1.480 millioner, en fordobling i forhold til mit første besøg. Denne gang som rejseleder på Viktors Farmor rejsen Sydindien på tværs, som er en fantastisk rejse fra det Arabiske Hav til den Bengalske Bugt gennem Kerala og Tamil Nadu.
I september 2026 går turen til Nordindien fra Punjab til Vestbengalen på en privat rejse med besøg i Amritsar, Delhi, Varanasi og Kolkata. Fire intense og farverige byer som er blandt mine indiske favoritter.
Punjab og Bengalen blev begge delt mellem Indien og Pakistan i 1947 og den begivenhed satte sit præg på Amritsar og Calcutta (som Kolkata hed dengang), der begge mistede en del af deres bagland og oplevede et kæmpe indtog af internt fordrevne personer og efter delingen 15. august 1947 af flygtninge. Først den 17. august 1947 blev grænsen (The Radcliffe Line) mellem Indien og Pakistan annonceret. 14-18 millioner hinduer, muslimer og sikher migrerede til områder, hvor de ville være del af det religiøse flertal. Hovedparten migrerede efter delingen. Den mest kaotiske og voldelige bølge af migration fandt sted sidst på sommeren og efteråret 1947.
Delhi, den pulserende hovedstad og en af verdens største byer skal naturligvis med og selvfølgelig også Varanasi, et af Indiens spirituelle centre.
Formål: Indsamling af ny information til rejser som rejseleder til Indien samt udvikling af nyt foredrag om Indien.



Statist i Bollywood produktion, 1985

Madhya Pradesh, 1985

Madhya Pradesh, 1985
⏫ Private rejser til Asien – klik her
Foredrag – klik her

Seneste kommentarer